Tidetable

Nr. 9 · november 2026

Tidetable

Essays og breve om det, der holder tiden.

Skrevet af Ilse Marrow i Trieste siden 2023.

Det nyeste essay8 minutter

Kuglen, der falder klokken et

Siden 1833 er en rød kugle blevet sænket ned ad en mast i Greenwich klokken et. Det er den langsomste måde, nogen har udtænkt at sende tiden på, og den mest ærlige.

Hver eftermiddag fem minutter i et stiger en rød kugle halvvejs op ad en mast på taget af Flamsteed House i Greenwich og standser. To minutter i et stiger den helt til tops. Præcis klokken et falder den.1 Det er hele forestillingen, og den har fundet sted siden 1833.

1Tidspunkterne er dem, Royal Observatory opgiver til sine besøgende. Tidskuglen følger Greenwich-middeltid om vinteren og britisk sommertid om sommeren, så om sommeren falder den ved middagstid efter solens tid, plus eller minus.

Den torsdag, jeg tog hen for at se den, var vi omkring fyrre i gården nedenfor, de fleste med telefonerne løftet for at filme en kugle, der gjorde det, kugler nu gør.

Jeg var kommet for at se et ur uden urskive. En tidskugle fortæller tiden én gang om dagen til enhver, der kan se den, og gør det uden en lyd. Den tikker ikke, den slår ikke, den har ingen visere. I fem minutter gør den sig klar, og så fortæller den dig noget præcist på mindre end et sekund.2 Den blev bygget til mennesker, der havde mere brug for det sekund end for noget andet, uret kunne have fortalt dem.

2Hold øje med toppen af masten, ikke bunden. Når kuglen lander, er det øjeblik, den bekendtgjorde, allerede forbi.

Læs videre

Brevet

Et brev den første søndag i måneden.

Det nye essay i sin helhed, to eller tre noter og intet andet. Ingen sporingspixels, ingen optælling af åbninger, ét klik for at afmelde dig.

Eller følg med i en feedlæserSe, hvordan et brev ser ud

Fra notesbogen

Cellisten igen

Manden med celloetuiet var igen med 23:52-toget. Han sov fra den første station, som før, med den ene hånd på etuiet, som om det kunne tage af sted uden ham. Jeg har nu set ham fire gange og aldrig set ham vågen, og jeg har besluttet, at jeg ikke vil vide, hvor han spiller. Nogle faste passagerer har man bedst af at lade være som vejret.

Fire minutter, en opfølgning

Efter essayet om mit køkkenur sendte læserne mig deres egne ure, der gik forkert: for hurtigt, for langsomt og i ét tilfælde med vilje baglæns. Den mest almindelige afvigelse er fem minutter. Rekorden er toogtyve, og den tilhører en læser, der siger, at hun aldrig har været forsinket og aldrig har vidst, hvad klokken var. Jeg trykker ingen navne. Alle disse ure er en hemmelighed i hjemmet.

Stationsuret standser i et minut

Det store ur i stationshallen gør noget, jeg aldrig havde lagt mærke til før dette forår: Sekundviseren bevæger sig en anelse hurtigere, end tiden går, så standser den ved minutskiftet og venter, fuldstændig stille, på et signal et andet sted fra. Så springer minutviseren frem, og uret går igen. Det holder tiden ved kortvarigt at gå forkert og så rette ind. Jeg kan forestille mig værre måder at leve på.

Alle notater

I serier